PERU Titicacasøen

Busserne i Sydamerika er ofte indrettet med noget mere plads, end vi kender det fra en dansk bus, og derudover er det meget billigere end at flyve, så endnu engang hoppede vi på bussen, denne gang fra La Paz i Bolivia mod Puno i Peru beliggende ved Titicacasøen – en køretur på ca. seks timer. Det var en tur med meget skiftende landskab fra høje bjerge til mere faldt terræn og landbrug langs den store Titicacasø, der med sine mørkeblå farver og dens nærmest uendelige vand mod horisonten mere ligner et hav end en sø. 

no images were found

Titicacasøen ligger i over 3.800 meters højde, hvilket gør den til en af verdens højest beliggende søer. Med et areal på knap 8.400 km², spreder søen sig over både Bolivia og Peru. På den peruvianske del af søen ud fra byen Puno lever Uro folket, og det var her hos en lokal familie, at vi skulle bo de kommende to nætter. Fra busstationen i Puno, gik turen til et lille fiskeleje lidt uden for byen, hvor vi blev hentet af vores vært Julius. Julius viste sig hurtigt at være en snaksalig, hjertevarm, ærlig og meget humoristisk mand, der introducerede sig selv som Julius Cecar og bød os velkommen til hans kejserrige i Titicacasøen. Julius havde i en årrække været væk fra sivøen og studeret engelsk, hvilket gjorde at han kunne fortælle og forklare en masse om deres kultur og liv på søen. På sejlturen kunne vi se flere steder på søen med flammer og røg. Julius forklarede at det var tørre siv der står i søen, som brændes af for at kunne få plads til at nye grønne siv. Efter at være sejlet gennem siv og forbi mange andre sivøer, ankom vi til den flydende sivø hvor vi skulle bo – en ø der lå lidt for sig selv og længere væk fra fastlandet og Puno end mange af de andre sivøer. Vi blev vist på plads i den fineste sivhytte med terrasse og udsigt over Titicacasøen. 

◄ 1 2

Kort efter ankomsten inviterede Julius på sejltur i en af de traditionelle sivbåde. Her sejlede han os hen til nogle af de mange siv der gror i området, hvor vi fik forklaret omkring Uro folkets brug af siv. Der er et stort område i Titicacasøen, hvor Uro folket frit kan bosætte sig på deres flydende sivøer. Sivøerne kan flyde grundet deres rødder, der samlet luft og derved holder dem oppe. Rødderne samler mudder fra bunden og derved bliver de til stabile flydende øer, som er klar til at blive bygge på, når de er ca. en meter tykke. Ovenpå de flydende øer ligges seks lag siv, der trykkes sammen, hvorefter yderligere seks lag tilføjes. For at en sivø kan holde i mange år, er det vigtigt at den vedligeholdes korrekt. Dette gøres ved at tilføje nye siv på toppen af øen – noget der skal gøres hver anden måned i tørtiden, og hver 14 dag i regntiden. Til en sivø som den vi boede på, bruges ca. 50 både fyldt med siv til én omgang vedligehold, så det er et stort arbejde, hvor Uroerne står i det otte grader kolde vand og høster sivene. Når sivene er høstet, bruges alle dens dele til forskellige formål: blomsten (der er brun) tørres og bruges til te, sivets nederste del (der er hvid) skrælles og spises og skulle efter sigenden indeholde alverdens sunde stoffer, selve sivet (den grønne del) sælges til landmænd på fastlandet, der bruger det til dyrefoder, og derudover er det også denne del der bruges til at vedligeholde sivøerne. Den grønne del af sives tørres også, og bruges derefter til hytter, både, mv. Julius’ forældre startede med at bygge den ø som vi boede på, da de var 18 år – i dag er de 70 og 72 år. 

no images were found

Julius tog os med på sejltur rundt på Titicacasøen, hvor vi sejlede forbi de andre sivøer – hvor alle kender hinanden. Her så vi meget af det lokale liv, og Julius fortalte hvordan især solenergi har hjulpet livet på øerne. Tidligere har man haft stearinlys til at lyse hytterne op, men som man kan forestille sig i en hytte lavet af tørrede siv, har det medført mange brande (og også dødsfald), hvor familier er brændt inde. Så i dag ser man små solcellepaneler på stort set alle sivøer. Tidligere har den primært indtægtskilde på Titicacasøen været fiskeri. For at fremme dette og gøre fiskeriet mere fordelagtigt, valgte regeringen for snart 100 år siden at sætte fem slags ørreder i søen. Mange år senere opdagede man dog, at dette havde haft den modsatte effekt, idet de nye arter i søen spiste de oprindelige fisk og ødelagde søens økosystem. Da man opdagede dette, forsøgte man i første omgang at hente nogle fiskebåde ind fra Stillehavet for at fange de ødelæggende ørreder, men grundet søens enorme størrelse, var det simpelthen ikke muligt. Da dette ikke lykkedes, valgte man i stedet at sætte kingfish (en stor rovfisk) ud i søen, i håbet om at de kunne få bugt med ørrederne. Det kunne de til dels, men hvad man desværre ikke havde tænkt over var, at de ny-udsatte kingfish også var hårde ved søens oprindelige fisk. Derfor har man i dag 15 fiskearter tilbage i Titicacasøen, som alle er truede. Så hvor fiskeri tidligere var den store indtægtskilde for Uro folket, er det i dag blevet turismen de ser som deres levevej fremadrettet. Tæt på Puno er der nogle meget turistede sivøer, hvor turbådene dagligt sejler fra Puno og bliver modtaget med sang fra de lokale. Noget af dette kan virke meget turistet og opstillet, og heldigvis var det ikke Julius’ måde at gøre det på. Vi var ikke i land på nogle af de andre øer (undtagen da Thomas fik lov at gå i land på en lille flydende rod-ø uden siv), men vi var rundt at se stort set alle sivøer i området, og hvordan det normale hverdagsliv på øerne forløber. Det var utrolig spændende at se hvordan hele samfundet på sivøerne er bygget op. Julius fortalte meget ærligt om livet på øerne og i Uro kulturen. Som små var de oprindelig ti søskende, men i dag var de kun otte tilbage, da to af børnene var faldet i vandet som små og druknede. Vi fik at vide, at det hverken var let at være barn eller ældre på øerne, for falder man i det kolde vand, er det hurtigt for sent. Arrangerede ægteskaber har været meget normalt, og det var også tilfældet for de fleste af Julius’ søskende, indtil hans storesøster dagen før sit bryllup stak af til Lima, hvorefter moren lod de sidste tre børn vælge selv. Julius er ikke gift, men har en kæreste på fastlandet, hvilket fortsat er noget der er svært for familien (særligt hans mor) at accepterer. I Uro kulturen må man ikke drikke alkohol, førend man er gift. Skulle man vælge at blive skilt, fik vi at vide at det bedste er at flytte fra sivøerne, da man i så fald vil blive udstødt af den resterende kultur. Så livet på sivøerne er fortsat meget traditionsbundet, hvor man gerne skal leve som kulturen foreskriver.

◄ 1 2

Endnu en morgen med rimfrost, men også en fantastisk flot morgen med klart vejr og solskin. Efter at være blevet klædt godt på og have fået en god morgenmad, gik turen tilbage mod fastlandet. På vejen dertil så vi nogle små børn (ikke mere end otte år, hvis de overhovedet var så gamle), som selv var afsted i speedbåd og skoleuniform, og som var på vej rundt for at samle sine skolekammeraterne op. Vi har virkelig nydt vores ophold ved Julius og hans familie på Titicacasøen. Det har været meget autentisk, og Julius har med humor og godt engelsk forklaret os omkring Uro kulturen, samt hvordan det er at leve på sivøerne, fortiden og fremtiden – det hele på en meget uturistet og hudløs ærlig facon. 

no images were found