BOLIVIA La Paz

Vi ankom kl. 6 om morgen til La Paz, og heldigvis kunne vi få lov at tjekke tidligt ind i den lejlighed vi havde lejet for de kommende dage. Med en fantastisk udsigt over byen nød vi at slappe af med mere plads omkring os i den moderne lejlighed, hvor vi med godt internet også kunne få ordnet nogle mere praktiske ting. La Paz er en spændende by, hvor der er store kontraster mellem det meget traditionelle, og det mere morderne som i enhver anden storby.

no images were found

En af de bedste måder for os at lære mere om de byer vi kommer til, er at komme med en lokal guide rundt i byen. Vi mødte derfor op til free walking tour rundt i La Paz’ gader. Her startede vi ved Plaza San Pedro – en centralt beliggende park midt i byen, der ligger lige ved siden af San Pedro fængslet. Midt i byen er der nemlig et fængsel med ca. 2.500 fanger. Det specielle ved dette fængsel er, at der ikke er nogle vagter i fængslet, men kun udenfor hvor der er ca. 50 vagter. Her skal fangerne arbejde, og derudover skal man betale for at være der. Som indsat må man bo med sin kone og sine børn, som så hver dag går på arbejde eller i skole. I Bolivia er man skyldig til det modsatte er bevidst, så der er historier om folk der har siddet i fængsel i mange år uden det har været korrekt – og fordi retssystemet er så langsomt, var der én der sad i fængslet i 15 år indtil hans sag kom for en dommer, og han blev frikendt. Herfra gik turen til Rodriguez markedet – et af byens største markeder. Her er det cholitas (de traditionelle bolivianske damer), der sælger varerne, hvor man kan købe alt fra frugt og grønt til tøj, husholdningsprodukter og meget andet. Cholitas er at finde overalt i bybilledet, og de er kendetegnet ved deres store nederdele (da brede hofter er et tegn på frugtbarhed), deres flettede hår (ofte med pontoner i enden for at gøre dem endnu længere), samt deres lille bowlerhat på toppen af hovedet. Bowlerhatten stammer tilbage fra starten af 1900-tallet, hvor en italiensk sælgende havde fået en forkert leveringen i alt for små størrelser. Oprindelig var det meningen hattene skulle sælges til de bolivianske mænd, men grundet størrelserne solgte handelsmanden dem i stedet til kvinderne. Kvinderne synes også, at hattene var små, men det blev blot bortforklaret med, at de skulle sidde oven på hovedet, og at det var den seneste mode i Europa. Siden da har de små bowlerhatte hængt ved som fast inventar for cholita-damerne. Fra dette marked gik turen videre til heksemarkedet. I Bolivia er der stadig mange der tror på heksekunster, lige fra spådomme om fremtiden, til kærlighedseliksir og ofringer til Pachamama (Moder Jord). Særligt sidstnævnte er vigtig og skal man for eksempel bygge et hus, skal man ofre til Moder Jord i forbindelse med byggeriet, for at sikre man får et godt og sikkert liv i huset. Ofringens størrelse afhænger af husets størrelse – derfor er det nogle gange lamafostre og andre gange babylamaer (som kan købes på heksemarkedet), som ofres sammen med andre gaver. Rygterne går på at de helt store byggerier, som store skyskrabere, kræver større ofringer, og at mennesker i den forbindelse skulle være ofret. Der er ingen hårde beviser, men det siges at disse ofre er sølle sjæle, som findes ved byens store kirkegård om aftenen, hvor de tilbydes masser af mad og alkohol, og når de er drukket fulde, bliver de taget med til stedet, hvor de bliver levende begravet under cementen. Det er alt sammen rygter og sagn, men samtidig er der lavet både en bog og film omkring det med erindringer fra en, der eftersigende skulle have lykkedes med at flygte fra en sådan seance. Med disse vilde historier i bagagen, gik turen til San Francisco kirken beliggende midt i byen, bygget af spanierne da de koloniserede området i den tidlige del af det 16. århundrede. Da kirkens facade skulle færdiggøres, fik lokale lov at sætte sit præg på kirken, hvorfor man også kan se meget lokal kultur afbilledet på kirkens facade. Sidste stop på turen var Plaza Murrillo – en plads der er forbundet med det politiske liv i Bolivia, idet fremtrædende bygninger ved pladsen inkluderer præsidentpaladset og Bolivias nationale kongres. Derudover er der flere betydningsfulde politiske statuer ved pladsen, og flere magtkampe er blevet udkæmpet på netop denne plads. Vi troede faktisk begge ved vores ankomst, at La Paz var hovedstaden i Bolivia (med de mange destinationer vi besøger, når vi ikke altid at sætte os ind i det hele inden ankomsten), men her lærte vi, at Sucre er Bolivias hovedstad. Dog er La Paz en langt større by end Sucre, og samtidig er det i La Paz at statsmagten er lokaliseret. Dagens sidste stop var en lokal bar, som vidste sig at være ejet af en ung dansk fyr. 

no images were found

La Paz er oprindelig bygget i en dal, men som byen er vokset i størrelse, er den groet op af bjergsiderne. Beliggende i 3.640 højdemeter kan det hurtigt blive en prøvelse at trave op og ned (især op) af bjergsiderne, når man bevæger sig rundt i byen. Som transportmiddel har den nuværende præsident bygget de ti kabelbaner rundt i La Paz, som fungerer med statsstøtte således det kun koster 3 BOB (svarende til 3 DKK) samt 1,5 BOB for studerende, således at alle har råd til det. Vi havde besluttet os for at tage en tur rundt i byen med kabelbanen, hvor vi gjorde et enkelt hold ved byens centrale kirkegård (Cementerio General de La Paz). Generelt ligger man maksimalt ti år på kirkegården, hvorefter man kremeres eller flyttes et andet sted hen, da kirkegården er så populær og samtidig har pladsmangel. Vi kunne også se, at de var ved at udvide med nye ”bygninger” på kirkegården, hvor mange samledes for at mindes de afdøde. Da vi kom hjem, havde vi nået med syv ud af de ti kabelbaner og set det meste af byen på turen rundt.

◄ 1 2

Vækkeuret var sat til tidlig morgen, og kl. 6 stod vi klar på gaden og ventede på at blive hentet for at komme ud og cykle ned af Death Road. Efter en times køretur ankom vi til det normale startsted i 4700 meters højde. Natten forinden havde det dog sneet meget, og da vi holdt på stedet, var der flere biler – og folk – der kurrede rundt, da vejen var spejlglat. Det blev derfor besluttet (fornuftigt nok), at vi skulle starte lidt længere nede. Efter at have kørt de første seks km i bil, var forholdene gode nok til at vi kunne komme i gang med selve cykelturen: 64 km ned af bakke – de første 30 km på asfaltvej, og de resterende på den faktiske Death Road. Death Road er en grusvej, som tidligere var den eneste vej fra Amazonas junglen til La Paz – flere steder med 300 meter lodret ned fra klippeskrænten. Førend den nye vej stod færdig i 2006, estimeres det at mellem 200 og 300 mennesker døde årligt på netop denne strækning. Efter den nye vej stod færdig, bruges Death Road primært til turistformål, men den kan dog stadig benyttes som transportvej, og man skal altid holde til venstre på vejen, for at kunne se om der komme nogle modkørende bag den næste klippevæg (hvilket kun gør cykelturen endnu mere spændende). Ruten skal køres med stor respekt, og vejen indeholder kors, der markerer mange af de steder, hvor køretøjerne er faldet og folk blev dræbt. Selv efter ruten primært er brugt til turistformål, er der i gennemsnit ét dødsfald om året i forhold til dette. Vi havde en fantastisk sjov og action-fyldt tur ned af bjerget med skyer, regn, jordskred og masser af mudder. Vi sluttede turen i dalen ved indgangen til Amazonas junglen med varmere temperaturer og et noget anderledes landskab end vi var startet i. Vi skulle have endt dagen på et hotel med mad og pool, men da en bro på vejen dertil var skyllet væk i regnmasserne, var det ikke muligt og turen gik derfor retur til La Paz. Trætte, glade og fyldt med mudder takker vi La Paz og Bolivia for gode oplevelser, mens turen nu går videre mod Peru.

◄ 1 2