BOLIVIA Saltørkenen

Vores rejse i Chile var nået til vejs ende, og vi skulle nu på en tredages tur gennem Bolivias ørken – bestående af både af sand, klipper og salt. Vi blev hentet tidligt morgen på dag et, og efter en mindre køretur nåede vi grænsen mellem Chile og Bolivia i over 4600 højdemeter. Aldrig har vi set så øde beliggende en grænse, og med en times tidsforskel mellem de to lande, måtte vi også vente lidt tid inden den bolivianske grænsen åbnede. Her fik vi vores morgenmad og skiftede fra en minibus til en Toyota Land Cruiser 4×4, som blev vores (og de fire andre medrejsendes) transportmiddel de kommende tre dage. 

no images were found

Herfra blev turen skudt i fuld gang, og første dag stod særligt i lagunernes tegn. Vi besøgte Laguna Blanca, Laguna Verde og Laguna Colorado, alle saltsøer beliggende i omkring 4.300 højdemeter. Laguna Blanca (den hvide sø) med et areal på 10,9 km2, har fået sit navn grundet den høje mængde mineraler i søen, der giver den sin hvide farve. Laguna Verde, der ligger ved foden af en vulkan og er noget større, har også et højt indhold af mineraler, der giver vandet og søen sin farve – farven kan variere fra turkis til mørk smaragd, hvoraf navnet den grønne sø. Efter at have set disse smukke søer i højderne, gik turen videre til ørken og gejsere. Gejserområdet på over 10 km2 er et geotermisk område beliggende mellem 4.800 og 5.000 højdemeter, og det er et område karakteriseret af høj vulkan-aktivitet. Dagens sidste stop var ved Laguna Colorado (den røde sø) – en stor saltsø med et overfladeareal på 60 km2 og en gennemsnitsdybde på 0,35 m. Den røde farve kommer fra pigment og alger i søen, som flamingoerne spiser, hvorfor søen er hjem for flere tusinder flamingoer. Det havde været en oplevelsesrig dag, hvor vi udover smuk natur også havde set vikunjaer, lamaer og alpakaer. Vi havde med på turen den mest fantastiske og engagerede chauffør, som ud over at køre os sikkert rundt, også var vores guide, kok, fotograf og dj. Han sørgerede for at holde bilen så ren, som den nu kan være midt i en ørken, og vinduesviskerne blev flittigt brugt til at viske støv at forruden. 

no images were found

Til aften kom vi til et hostel i den lille by Villa Mar, hvor den stod på hygge blandt alle rejsende i de tre biler, der sammen var afsted. Mange var afsted på en længere rejse som os selv, så der blev med stort engagement delt historier og gode råd. Vi havde flottet os og opgraderet til et privat værelse med eget badeværelse, hvilket også betød varmt vand – en luksus midt i Bolivias (til tider kolde) ørken. 

no images were found

I højderne arbejder koppen mere end normalt, hvorfor det hele tiden er vigtigt at være tanket godt op på madfronten. Da vi startede dag nummer to i 3.900 højdemeter, bestod morgenmaden derfor af intet mindre en kæmpe amerikanske pandekager med dulche de leche – en populær sydamerikansk mælkekaramel. Godt tanket op på sukker, kom vi til mange forskellige områder fyldt med klipper. Herefter kom vi til flere søer, den ene beliggende i en klippefyldt dal omringet af lama-marker. Vi besøgte også en kløft, hvor vi kunne nyde udsigten fra en klippesats med lang vej ned til slugten. 

Sidste stop på dag nummer to var en lille by ved navn Julaca, hvor der kun er 66 indbyggere. Før i tiden har der gået tog gennem byen i forbindelse med minedrift i området, hvor det man har udvundet herfra, har skullet fragtes med tog hele vejen til Stillehavet i Chile. I dag er der dog kun levnene tilbage. Julaca havde en lille bar, hvor vi smagte tre forskellige lokale øl: én med kaktus, én med quinoa og én med kokablade – og kaktusøllen var klart vores favorit. Efterfølgende ankom vi til nattens hotel, hvilket lå lige uden for Salar de Uyuni, Bolivias saltørken. Her skulle vi overnatte på et salthotel, hvor alt er lavet i saltsten. I området komme der ikke meget vand, og derfor kan saltstenene holde, hvilket ikke er muligt i områder med alt for meget regn. 

no images were found

Dag nummer tre kom vi til det, vi alle spændte havde ventet på: Saltørkenen. Dagen startede kl. 4, således at vi kunne nå til Isla Incahuasi – en ø med kæmpe kaktusser beliggende midt i Saltørkenen – for at se solopgangen. Da vi kørte afsted midt i Saltørkenen i mørke, slukkede vores chauffør alt lys på bilen, og vi kunne se hvordan saltet lyste op omkring os. Isla Incahuasi er toppen af en gammel vulkan, og øen har på sine klipper mange udsædvanlige og koral-lignende strukturer, der er bestående af fossiler og alger. Øen har nemlig for op mod 40.000 år siden været under vand. Efter at have set solopgang og fået morgenmad, gik turen videre ind i Saltørkenen. På vejen gjorde vores chauffør et kort stop og viste os nogle huller i saltet med vand under (som huller i en sø med et tykt lag is). Han rakte armen langt ned og fandt først en lille og dernæst en stor saltkrystal.

no images were found

Saltørkenen er med sine 10.582 km2 verdens største saltørken. Den er beliggende i mere end 3.600 højdemeter og indeholder 10 milliarder tons salt, hvoraf mindre end 25.000 tons årligt bliver udtrukket. Saltørkenen er dannet efter flere præ-historiske søer, og da den seneste sø (for ca. 12.000 år siden) tørrede ud, blev Saltørkenen skabt. Det anslås at omkring 50 % af verdens kendte litiumreserve ligger under Saltørkenen. I regntiden i januar bliver saltørkenen dækket af et tyndt lag vand, hvilket tranformerer den om til verdens største spejl. Som vi stod her midt i ingenting med saltørken så langt øjet rækkede, må vi ærligt indrømme, at ud over at nyde denne fuldstændig fantastiske udsigt, ærgrede vi os også over ikke at have dronen på netop dette storslåede sted. Vores chauffør agerede fotograf, og vi fik taget en masse sjove billeder midt i ørkenen. Ved udgangen af Saltørkenen gjorde vi hold i Colchani, en lille by med mange små turistboder, hvor man kunne købe alt i salt og uld. Sidste stop på turne var ved en togkirkegård lidt uden for Uyuni. Her var en togbane blevet anlagt i 1888, hvor togene tidligere havde kørt med mineraler fra området til havne på Stillehavskysten. Siden 1940’erne hvor dele af mineindustrien kollapsede, da flere miner var udtømte, blev mange tog blot efterladt som her, og vidnede nu kun om en anden tid.

Vi ankom på dag tre til Uyuni, som var turens endestation. Så efter at have sagt farvel til gruppen, gik turen for vores vedkommende videre til La Paz, hvilket bød på en natbus i de kommende knap 10 timer. Efter at have fået serveret aftensmad og rødvin ombord på bussen, var vi begge så trætte, at vi sov hele turen væk. 

no images were found