CHILE Atacama-ørkenen

Fra Santiago gik turen nordpå, nærmere bestemt 1.650 kilometer i den campervan vi havde lejet, med byen San Pedro de Atacama som slutdestination. Efter at have fået udleveret vores hjem for den kommende uges tid, hvor damen på kontoret var ved at falde ned at stolen, da hun hørte hvor længe vores kørekort er gyldige – i Chile skal disse fornyes hvert femte år både med teori- og køreprøve, så det er en stor forretning – trillede vi afsted af rute 5 gennem verdens længste land. Vores campervan (som vi døbte Berta) var en ældre Chevrolet med både soveplads, tekøkken og spisebord, som udenpå var dekoreret i alverdens farver med ansigtet af ”Diablada” – en maske som bruges i forbindelse med en original og traditionel dans, der stammer fra området omkring Andesbjergene, og som er kendetegnet ved, at kunstneren bærer denne maske samt en djævledragt. I Chile må man overnatte i det fri, hvilket vi benyttede os af, og som regel var vi de eneste, så vi følte os meget små i den storslåede natur og heldige over at få lov at have sådanne fantastiske steder helt for os selv. Atacamaørkenen er udover at være et af de tørreste steder i verden (med steder hvor det ikke har regnet i over 400 år), også et af de bedste steder i verden til at se stjerne, og vi kom også forbi mange observatorier på vores vej, og vi kunne hver aften se flere stjerner end vi nogensinde tidligere har set i vores liv. På turen fra Santiago til San Pedro de Atacama kørte vi både langs Stillehavet, i masser af ørken både af klipper og sand, forbi tung industri og minedrift, og op i mange højdemeter. Vi havde varme solrige dage og mærkede solens kraft, for hver dag når solen gik ned faldt temperaturen drastisk. Vi blev også gode venner med den lokale chilenske tankstation Copec, der lå langs rute 5, og som altid var behjælpelige med at få tanket Berta fuldt op, og som derudover havde gode bad- og toiletforhold for campere. 

◄ 1 2

På fjerdedagen af vores camper-eventyr havde vi tilbagelagt de 1.650 kilometer fra Santiago, og vi ankom til San Pedro de Atacama, hvor de næste dage skulle bruges på at udforske nogle af de vilde naturfænomener der ligger i området. Inden vi ramte byen, kom vi til Valle de Marte (Mars-dalen), og vi fulgte trofast GPS’en af en noget ujævn og udfordrende vej med hele køkkenet rystende bagi, men Thomas og Berta klarede turen derop, og vi blev belønnet med den flotteste udsigt over dalen. Vi gik ned fra udsigtsposten og gennem den imponerende kløft, hvor man pludselig følte sig meget lille. Efter at have været rundt på oplevelse på egen hånd kiggede vi nærmere på kortet, og vi fandt ud af, at vi måske havde taget den forkerte vej ind i dalen, og at den officielle indgang til parken lå længere inde mod byen. Rigtig nok fandt vi et billetkontor efter at være kørt tættere på byen, hvor vi betalte for at komme ind i parken fra den anden side, og hvor Berta fik lov at køre med ind. Vi fik på vores bedste spansk spurgt til andre veje ind til parken, men fik fortalt at den første vej vi havde kørt på ikke var en vej, og senere så vi de ansatte køre dertil på ATV’er – så hatten af for Thomas og Berta. Efter at have oplevet det betagende landskab, fandt vi et udsigtspunkt lidt uden for byen, hvor vi slog lejr for natten med solnedgang over Mars-dalen. 

◄ 1 2

Den efterfølgende dag stod i lagunernes tegn, og med en køretur på godt 150 km syd for byen og op i højderne, startede vi med at få tanket Berta godt op. Med et enkelt pitstop i en lille landsby for at købe friskbagt brød, og en omfart da vejen var styrtet sammen, ankom vi til de første laguner vi ville besøge. Skuffede kunne vi dog konstatere, at det sidste stykke af vejen dertil var lukket – hvilket vi senere fandt ud af var grundet sne. Heldigvis var der mange andre laguner i området, så vi fortsatte længere syd på til Laguna Salar de Talar (en saltsø i 3.950 meters højde), hvor vi kunne nyde udsigten over søen og den omkringliggende natur med mange farver. Efter at have indtaget synet af denne lagune, fortsatte vi lidt længere sydpå til Laguna Tuyacto – endnu en saltsø beliggende i over 4.000 højdemeter tæt på den argentinske grænse. Herfra kørte vi igen retur mod San Pedro de Atacama. På turen så vi mange vikunjaer (lamalignende dyr der lever i Andesbjergene), og da vi var halvvejs retur, gjorde vi hold for at besøge dagens sidste lagune: Laguna Chaxa. Denne saltsø ligger midt i en saltørken og er hjem for masser af flamingoer, der lever af de små rejer der bor i saltsøen. Området er gjort til naturreservat for at beskytte både naturen og dyrene der bor i og omkring søen, og det passes af de lokale folk i området. Udsigten ved saltsøen blev kun endnu bedre af de sneklædte bjerge og vulkaner, der findes i horisonten – flere af vulkanerne er aktive med det seneste store udbrud i 1993, hvor aske blev spredt så langt som til Brasiliens kyst. 

◄ 1 2

Dagen startede ud med klipning af Thomas – midt i ørkenen kan der være langt til nærmeste frisørsalon, så Julie måtte i gang med saksen. Vi havde planlagt at besøge nogle gejsere nord for byen den efterfølgende dag, og da man gerne skal være der ved solopgang og med en længere køretur dertil, startede vi allerede så småt turen nordpå. På vejen gjorde vi hold ved en dal med masser af kæmpe kaktusser. Siden Santiago og på vores tur gennem det nordlige Chile har vi set disse kaktusser overalt, men det var første gang vi kom helt tæt på de store, stikkende planter. 

no images were found

El Tatio er et gejsefelt beliggende i Andesbjergene i det nordlige Chile i 4.320 meters højde. Det er det tredje største gejsefelt i verden, og det største på den sydlige halvkugle. Gejserne er mest aktive lige før solopgang, hvor der er størst forskel på det varme vand under jorden og de kolde temperaturer i luften. Vi havde derfor sat kurs for at nå gejserne kl. 6, og efter en meget kold nat i højderne (3.600 meter) startede vi dagen kl. 3:30 med et par timers kørsel på en rigtig dårlig grusvej. Ved ankomsten kl. 6 var der stadig mørk, så vi så både gejserne aktive i mørket og efterfølgende som solen stod op, hvorefter de langsomt stilnede af i kraft. Det var et flot og imponerende syn. På vejen hjem ville vi have været forbi en lille landsby for at smage grillede lama-spyd, men desværre havde der været nogle kujoner, der havde brudt ind i vores campervan og stjålet nogle af vores penge, kreditkort og desværre også vores drone, så vi fik travlt med at komme til noget signal (hvilket kan være en mangelvare i ørkenen) for at få spærret vores kort hurtigst muligt, og et efterfølgende besøg på den lokale politistation. Lamakødet må vi derfor have til gode. Den sidste nat i Berta (vores campervan) blev for første gang brugt på en lille campingplads lidt uden for San Pedro de Atacama.

no images were found

Efter samlet at have kørt 2.250 kilometer gennem Chile med masser af vilde, unikke og storslåede naturoplevelser, fik vi afleveret Berta som havde klaret turen med bravour og højt humør – til trods for dårlige veje og flere off-road afstikkere. At have en campervan var for os den helt rigtige måde at komme igennem Chile og få alle de uforglemmelige oplevelser. Når det er sagt, må vi også indrømme at efter en uge med campering i det fri og trængt plads, var det skønt at komme på et hotel med et stort værelse og et varmt bad. De næste par dage stod på afslapning i den lille turistede by San Pedro de Atacama, hvor vi fik lækker mad, slappede af, og fik bestilt vores videre rejse til Bolivia. 

no images were found