COSTA RICA Uvita

Fra Manuel Antonio gik turen videre mod den lille by Uvita lidt længere sydpå af Stillehavskysten. Vi blev om morgenen inden afgang vækket af aber, der hoppede rundt på det tynde bliktag over vores værelse, hvilket var en meget sjov – og for os uvant – måde at vågne på. Da køreturen til Uvita kun var ca. en time, havde vi lidt tid vi skulle have slået ihjel fra vi tjekkede ud i Manuel Antonio til vi kunne få lejligheden i Uvita. Så vi kørte rundt og så lidt på området og gjorde hold ved den lille strand Playa Pinuela, hvor vi bakkede til, åbnede bagklappen på bilen og spiste vores frokost fra køletasken, mens vi kiggede på Stillehavets store bølger. Vi så eremitkrebs og et par leguaner, der rendte rundt blandt de mange sten på stranden. Herfra kørte vi til et par udkigspunkter, hvorfra man på en god dag kan spotte en hval. På vejen derop stod der flere skilte om, at man kun måtte køre op med firhjulstræk (hvilket vores bil har), og at dem der kører opad har fortrinsret. Vi fandt hurtigt ud af hvorfor: det var en smal, stejl vej, hvor vi vidst begge holdt vejret et par gange på turen op. At det oveni begyndte at regne kraftigt op vej op, gjorde kun det hele mere spændende. Regnen gjorde dog også, at vi måtte opgive enhver forhåbning om at se det mindste fra udkigspunktet, så vi vendte om og tog turen ned igen. Hvis vi synes det var spændende opad, var det ingenting i forhold til nedad. Det var nok den vildeste vej nogle af os har prøvet, og vejen ned var så stejl, at selen holdt os fast fra at læne helt forover. Thomas klarede det med bravur, og vi kom godt frem til vores hjem i Uvita. 

Kendetegnet for Uvita må for vores vedkommende siges at blive vandfald. Området omkring Uvita har mange smukke vandfald, og nogle af dem skulle vi opleve. Første vandfald vi besøgte, var El Pavon vandfaldet der er kendetegnet ved den store sten i toppen, der deler vandfaldet i to. Til trods for at de lokale mener, at stenen en dag falder ned, er der ofte mange der bader under stenen for at få taget et billede. Dette var dog ikke tilfældet da vi kom, for vi var de eneste ved vandfaldet (vi er kæmpe fans af at rejse uden for højsæson), og vi kunne nyde roen, vandfaldet og den flotte natur helt alene.

Herfra gik turen videre til dagens næste vandfald: Uvita vandfaldet. Vi vidste allerede hvor dette vandfald lå, da vi var kørt forbi et par dage forinden på turen til udkigspunktet. Ved dette vandfald (som vi glemte at tage billeder af – ups…), var der længere nede en naturlig pool, hvor man kunne bade, blive kølet af og hoppe ud fra en bro over klipperne, hvilket vi selvfølgelig begge skulle prøve. 

Nauyaca vandfaldene skulle være nogle af områdets største vandfald. Vækkeuret var sat tidligt, så vi kunne komme afsted fra morgenen for at se de to vandfald. Efter en køretur på knap tre kvarter, var vi da også de første til at skrive os i gæstebogen for dagens gæster på det lille billetkontor. Fra parkeringspladsen havde vi en gåtur på omkring 4 km foran os, før vi ville nå vandfaldene. Først krydsede vi en bro, hvorefter vi mødte den første af flere hårde stigninger på gåturen til vandfaldene. Det var en flot tur med meget forskellig natur – både bjerge, flade marker, små vandløb, mudder og broer. Lige inden vandfaldene kom vi til port der endnu ikke var låst op, så vi måtte være tidligt på den – heldigvis kunne vi dog let gå udenom. 

På turen til vandfaldene havde vi ikke mødt én eneste person, og til vores store glæde var der heller ikke andre end os ved vandfaldene. (Dette betød dog også, at vi var gået ind i mange edderkoppespind, og efter at have spottet et i hovedhøjde med en stor edderkop lige i midten gik Julie med en ”trykkestav” i form af en pind foran sig og baskede løs det sidste smalle stykke ad vejen til vandfaldene). Der var to vandfald. Vi startede med at gå op til det første vandfald. Det var et kæmpe vandfald med et fald på 45 meter. Wow – det var virkelig flot. Efter at have siddet og betragtet det store vandfald, gik vi videre til vandfald nummer to – stadig som de eneste besøgende. Dette vandfald var noget mindre med et fald på 20 meter, dog var det mere tryk på dette. Thomas fik sendt dronen op, og herigennem kunne vi pludselig se begge vandfald i ét syn, noget vi ellers ikke selv kunne se fra kanten, hvor vi stod. Det var virkelig smukt og noget af et syn til lyden fra vandet der fossede afsted. Netop som vi begyndte gåturen tilbage, mødte vi nogle andre besøgende. De var de første af flere, som vi mødte på gåturen tilbage, og vi snakkede om, hvor glade vi var for at være kommet tidligt op og afsted.

Marino Ballena National Park (ballena der på spansk betyder hval) er opkaldt efter pukkelhvalerne, der hvert år migrerer til området. Hele området på 110 hektar land, 5.400 hektar hav og en kystlinje på over 14 km har været erklæret nationalpark siden 1990, primært for at beskytte dyrene der kommer hertil, men også naturen omkring parken. Udover at være opkaldt efter hvalerne, er området endda formet som halen på en hval, der kun kommer frem ved lavvande. Ved indgangen til nationalparken blev vi mødt af en kæmpe hval lavet af tomme plastflasker, for at sætte fokus på forurening i havene. Vi kom til stranden, og gik en tur ud ad den lange tange af sand med palmetræerne i baggrunden. Vi snakkede om, at det nærmest var som at gå ved Vesterhavet, havde det ikke været for palmerne og de varme temperaturer. Da vi kom ud for enden af den lange tange (med skiftevis varme og kølige vindpust) mødte vi “hvalens hale”, som vi begge havde forventet var sand, men i stedet var et stenrev. Halen på hvalen skyldes to strømme der mødes og derved skubber sandet sammen i en tange, der kommer frem ved lavvande. Efter en god gåtur langs vandet, gik turen hjemad med lidt våde sko og trætte ben.