TOBAGO På Biltur Øen Rundt

TOBAGO På Biltur Øen Rundt

13. juli 2019 1 Af Julie og Thomas

Et par dage med bil på Tobago har nu bragt os det meste af øen rundt. Da man på Tobago har venstrekørsel, blev vi hurtig enige om, at Thomas var den heldige vinder til at få lov at køre bilen – det tror jeg vi begge var godt tilfredse med. Bilen (en Toyota Aqua) blev lejet ved den lokale biludlejer, hvilket så betyder at han er uden bil de pågældende dage, eftersom biludlejningen består af udlejning af hans private bil. Grundet Tobagos små og snørklede veje med mange stigninger var glæden stor, da vi så at bilen var med automatgear – og så var det ellers afsted på farten.

Første stop på turen blev øens største by Scarborough. Her kan man mærke at tempoet er skruet lidt op sammenlignet med den lille fiskerlandsby, som vi efterhånden er blevet vant til. Byen er øens forretningsby, og det er især også her folk fra oplandet kommer for at skulle i banken. Trods det ikke var mere end en times kørsel fra Charlotteville i nord til Scarborough i syd, mente de fleste lokale vi efterfølgende snakkede med, at det var en ualmindelig lang tur vi havde været på.

Flere gange har vi fået at vide fra de lokale, at Argyle Waterfalls er et besøg værd, når man er på Tobago, så det skulle vi selvfølgelig besøge. Ved indkørslen til området var et lille skur, hvor vi skulle betale 60 tt/person (ca. 60 dkk) – og det var samme pris om turen var med eller uden guide. Så inden vi havde set os om, var guiden Randolph hoppet ind på bagsædet af bilen, og vi var på vej op ad en lille stejl grusvej. Efter at have holdt bilen ind til siden, gik turen gennem regnskoven mod vandfaldene, og vi var glade for at vi havde fået Randolph med, da han på vejen fortalte os om planter, spottede papegøjer vi ellers ikke ville have set, og viste os vej gennem regnskoven til vandfaldene. Vandfaldene består af flere vandfald med mellemliggende pools, og vi svømmede og snorklede i flere af dem og spottede nogle små krebs.

Pigeon Point på sydsiden af øen er nok det mest – og måske eneste – turistede sted på hele Tobago. Vi tog en sejltur rundt i området, hvor vi bl.a. snorklede på Buccoo Reef – et af de mest tilgængelige koralrev i Caribien, som har været et beskyttet rev siden 1973.

På vej retur mod Charlotteville gjorde vi hold i Castara, hvor vi blot ville tage en hurtig dukkert i bugten. På vej i vandet spottede Thomas en kæmpe skygge ikke mere end et par meter fra land. Så det der ellers skulle have været en hurtig dukkert, blev straks til en længere snorkeltur med masser af stingrays (pilrokker). Hver gang vi kom i vandet, kom rokkerne straks svømmende og legede rundt om os. Da pulsen var faldet ned igen efter synet af den første stingray, nødt vi hvert et øjeblik af denne kæmpe oplevelse vi fik forærende.

Høje på den overraskende oplevelse vi havde fået i Castara Bay, gjorde vi et hurtig stop i Englishman’s Bay, hvor vi nød udsigten fra den smukke bugt, mens solen var på vej ned. Thomas blev sat på prøve af de lokale fyre, der havde problemer med at få startet en bil og havde brug for hjælp. Efterfølgende fik den danske viking tak på lokal manér med “jah man” og en knyttet næve.

Efter at have været det meste af øen rundt, fået en masse oplevelser vi ikke ville være foruden, set mange flotte steder og mødt venlige mennesker, var vi dog også være glade for igen at være “hjemme” i hyggelige Charlotteville igen.