FIJI – Nadi og Mana Island

På flyturen til Fiji krydsede vi datolinjen midt i Stillehavet, hvilket betød at vi fløj afsted fra Cookøerne den ene dag, og landede på Fiji dagen efter – til trods for at der ikke er mere end et par timer med fly mellem de to øer. Så her var det med at have tungen lige i munden for at være sikker på, at alle bookinger blev lavet på de rigtige datoer. Selvom der ikke er langt fra Cook til Fiji kunne vi desværre ikke komme med et direkte fly, så vi måtte en tur hele vejen til New Zealand, for at flyve tilbage ud på Stillehavet til Fiji.  

Fiji er en ø-stat bestående af over 300 øer, hvoraf omkring en tredjedel af dem er beboet. Næsten 90 % af landets 900.000 indbyggere bor på landets to største øer. Den største ø er Viti Levu, og her startede vi ud ved byen Nadi. Her stod den mest af alt på planlægning af vores videre rejse. Vi endte med at blive på hovedøen længere end først antaget, da en cyklon i området aflyste alt transport til de mindre øer. Vi rejser i Stillehavsområdet i cyklonsæsonen, men har endnu ikke mærket noget til dette. Denne cyklon endte dog også med at gå uden om øen Viti Levu hvor vi befandt os, og vi mærkede ikke meget til den på nær en dag med blæst og kraftige regnbyger. På Fiji er der ingen der har travlt og det hele foregår på ”Fiji time”. Deres motto er: ”No hurry, no worry”, hvilket de i høj grad lever efter – og det kunne vi i virkeligheden nok lære noget af derhjemme. Alle på Fiji er meget venlige og hilser altid med et ”bula”, når man møder dem. 

På Fiji er knap 40 % af indbyggerne oprindelig fra Indien. De fleste er dog kommet hertil for så længe siden, at de ikke længere har kontakt med deres familier i Indien, men de har stadig deres traditioner og tro med sig. Et af de tydelige tegn på dette er hindutemplet Sri Siva Subramaniya, som ligger i Nadi. Efter en god gåtur i varmen langs de mange sukkerrørsmarker (som sammen med turismen er en af Fijis største industrier), kom vi til det flotte, farverige tempel. Her blev vi vist rundt af en venlig mand, mens vi fik forklaret om hinduismen og dens mange guder. Templet var imponerede med dets udsmykning i form af mange detaljer, farver og malerier.

Knap en times sejlads fra fastlandet ligger øen Mana. Her havde vi booket os ind på et lille dykkercenter, hvorfra vi skulle opleve den øen – både over og under overfladen. Øen indbyder til afslapning med hvide palmefyldte strande, turkisblåt vand og masser af ro. På øen er der en landsby med ca. 300 indbyggere, hvoraf mange af dem arbejder på de tre dykkercentre der ligger på øen. Vi boede på det hyggeligste lille backpacker-sted, hvor aftenerne gik med ildshow, musik og dans af de lokale, samt hygge med de andre rejsende, hvor der blev delt ud af gode rejsetips og interessante steder. 

Allerede den første dag vi ankom til Mana Island tog vi afsted på dyk. Vi har lært at dykke på ATLAS, hvor vi hjælper til med det hele, og vi må indrømme, at vi stadig skal vænne os til disse dykkercentre, hvor vi ikke skal foretage os andet end at tjekke vores gear efter, da alt bliver ordnet og slæbt for os. Vi havde noget fantastisk varieret dykning med rigt dyreliv og mange flotte koraller – både hårde og bløde. Vi så masser af fisk og revhajer, men derudover bød Fiji også på mange havskildpadder, som vi var så heldige at opleve på stort set alle de dyk vi havde. På det ene dyk så vi også en zebrahaj – noget vi ikke tidligere har set. Og vi følte os ekstra heldig, da vores dykkerinstruktør kunne fortælle, at den sidst var blevet set et år tidligere af en anden dykkerinstruktør, at det var første gang han havde set den – og han havde trods alt haft 3.000 dyk på Mana.

Dykkerstedet hvor vi boede på Mana Island lå lige op ad øens landsby, og det var dejligt at kunne hilse på og snakke med de lokale, hvor mange af dem også arbejdede på stedet. Der var børn der rendte rundt på stranden og legede, og gerne ville hilse på. Vi gik ture rundt i landsbyen, og de lokale var (som vi også havde oplevet på hovedøen) meget gæstfrie og venlige. Landsbyen kunne få varer fra bådene der dagligt kom forbi, men de var stort set selvforsynende med solceller, drikkevand, dyr samt grøntsager og frugter. Husene i landsbyen var generelt små og meget simple med nogle madrasser der lægges ud på gulvet til aften, når de skal sove, og små køkkener i det fri. Landsbyen havde også en skole og en kirke. Mens vi var på øen, var der nogle amerikanske missionærer på besøg, som var i gang med at bygge en ny afdeling til skolen. Der var også et par læger og en tandlæge med, da det ikke er ofte øens indbyggere har mulighed for at blive tilset af en læge, da det kræver en tur til hovedøen. Thomas fik desværre lidt problemer med sit ene øre efter vores mange dyk, så han var forbi den lille kirke for at blive tilset af den ene læge. Der var ikke så travlt, og han endte med at få det helt store eftersyn som også indebar en omgang fysioterapi på kirkegulvet, da lægen mente, at han var ved at være noget stiv i diverse led. Det var en varm og hård omgang på det hårde kirkegulv, men Thomas kom derfra som en frisk og 10 år yngre flot fyr. Han takker missionærerne for deres gode arbejde.

Efter nogle gode uger på Fiji var det nu tid til afgang. Vi blev hentet af båden der skulle tage os fra Mana Island retur til hovedøen, inden vores rejser fortsætter videre ud på Stillehavets øer.