COSTA RICA Monteverde

Fra La Fortuna med varme kilder og vilde vulkanoplevelser, gik turen videre til Monteverde hvor den stod på mere storslået natur og sjove oplevelser. Turen dertil var en begivenhed i sig selv. På de knap tre timer det tog, kørte vi langs Arenal-søens nordkyst inden vi nåede til grusveje og flotte udsigter i højderne omkring Monteverde. Vi havde lejet en gul træhytte (Casa del Sol) på en bjergtop et lille stykke uden for byen. Den lå langt fra alting, og vi var glade for, at vores Airbnb værter havde sendt os GPS-koordinaterne, eftersom vejen ikke fandtes på noget kort. Vi kørte et langt stykke på en lille grusvej opad og midt i ingenting, indtil vi så et skilt til hytten, og vi vidste vi var på rette vej. Da vi kom frem, så vi den solgule træhytte med en terrasse, hvorfra vi kunne nyde en vidunderlige udsigt. Vi kunne blandt andet se til hvad vi først troede var Arenal-søen, men som vi efterfølgende fandt ud af var Stillehavet. Derudover kunne vi også nyde en vild udsigt med lyn og torden, som mørket faldt på.

Monteverde er kendt for sine tågeskove, og for at lære mere om disse havde vi booket en morgentur med en lokal guide. Vi havde booket os ind på en tur for op til otte personer, men det viste sig at vi var de eneste der skulle med, så det blev hurtigt til en privat tur. Vores guide var rigtig rar og kunne lære os en masse om tågeskovene – og derudover havde han en evne til at spotte dyr, som vi aldrig har set lignende. Grunden til man i Monteverde har tågeskove er, at der her er lige langt til Atlanterhavet og Stillehavet. Derfor mødes skyerne fra de to have her og danner en tåge i de højtliggende skove. Klimaforandringerne har allerede store konsekvenser for tågeskovene, for idet havtemperaturen stiger, mindskes forskellen på temperaturerne i de to have, og det skaber mindre skyer hvilket i sidste ende kan betyde, at tågeskovene forsvinder. Allerede over de seneste 20 år er skyerne i skovene blevet mindre, og bl.a. vurderes frøbestanden allerede at være halveret i antallet af arter. Man siger nu, at tågeskove er noget man skal opleve i løbet af de kommende 50 år, hvis man skal opleve det. På turen rundt så vi et sovende dovendyr, en speciel og truet fugl (Resplendant Quetzals) som åbenbart er det mest unikke at se), en flagermus, mange kolibrier andre fugle. Derudover lærte vi bl.a., at kolibrier bruger edderkoppespind til deres reder, for at de er elastiske og kan udvide sig, som ungen gror i reden, at et kolibriæg er på størrelse med en tic tac pastel, og at en kolibri skal spise sin egen vægt i nektar hver dag. Vi lærte, at de små fugle der lever længere mod jorden ofte har et højere pip end de der lever højere oppe, da lyden skal nå igennem blade og grene. Vi lærte også at det i tågeskovene (og i Costa Rica generelt) er meget svært at bestemme alderen på et træ, for da der er varmt året rundt går træerne ikke i dvale (som de gør i løbet af en dansk vinter), og derfor danner de ikke årringe for hver gang de går i dvale, som vi kender det hjemmefra. 

1 2 ►

Senere samme dag havde vi booket et nat-hike i noget andet skov i området, for at se alle de dyr der er aktive efter solen går ned. Ved turens start fik vi udleveret nogle lommelygter, og så var det ellers afsted ind i den mørke skov. Det var en vild oplevelse at gå rundt efter det var blevet mørkt og høre alle de mange lyde fra dyrene omkring os (og godt vi havde en guide med, for ellers var vi helt sikkert faret vildt op til flere gange). På turen så vi edderkopper, en skorpion, en slange, vandrende pinde – både brune og grønne, nogle katte-lignende dyr der klatrede i trætoppene, et dovendyr, mange forskellige insekter, sovende fugle og flagermus. Efter et par timer var turen slut, og vi kørte trætte hjem i mørket. Aldrig har vi set så mange stjerne, som der var på himlen over hytten. 

Over morgenkaffen besluttede vi os for, at dagen skulle stå på ziplining. Så efter at have ringet og booket pladser, kørte vi spændte afsted. Da vi kom frem, fik vi gear på, og efter en demonstration af alle vigtige oplysninger var det på tur gennem trætoppene. Vi havde en tur på ni ziplines, en hængebro, en rappelling, to superman-ziplines og en mega tarzan sving foran os – hvoraf de sidste to former for aktiviteter var frivillige. Vi startede ud på nogle af de kortere ziplines. Mellem hver zipline stod der ansatte klar på hver platform, som hjalp med at spænde af og på og sende os godt afsted på næste tur. Vi prøvede en rigtig lang zipline over en dal, inden vi kom til de to superman zipline, som vi klart skulle prøve. Den ene af de to er den længste zipline i Costa Rica og er 2 km lang – det var sjovt. Herefter var der kun én aktivitet tilbage, nemlig mega tarzan sving. En stor ”gynge”, hvor man hopper ud fra 45 meters højde indtil elastikken man er spændt fast i griber én, og man gynger over trætoppene. Thomas var ret meget på, og her var Julie var mere i tvivl. Efter at have set nærmere på det, blev det et pænt nej tak fra Julie, men Thomas var mega modig og sej og sprang med et ægte tarzan brøl – fra 45 meter over jorden, eller hvad der svarer til omkring 13 etager oppe. Det var vildt. Vi synes begge det havde været en fuldstændig fantastisk sjov dag. 

På vejen hjem besluttede os for at købe en flaske vin med hjem, for at nyde den sidste aften på terrassen. På vej til supermarkedet kørte vi forbi den lokale skole, hvor nogle børn øvede med deres skoleorkester, der spillede trommer og dansede og var rigtig gode. Vi har nydt Monteverde til trods for, at vi (nok især Julie) lige skulle vænne os til lidt køligere temperaturer oppe i højderne – vi har ikke haft 19 grader om morgenen, siden vi tog fra Danmark. Med flotte og interessante naturoplevelser, plus på adrenalinkontoen og ikke mindst rent vasketøj er vi nu klar til at udforske endnu et område af Costa Rica. 

Til slut kan vi kort nævne, at vores oprindelige drone (der var endt ved DHL uden vi kunne modtage den) nu er kommet sikkert hjem til Danmark, så helt tabt blev den heldigvis ikke.