COSTA RICA Manuel Antonio

Vi er nu landet i Costa Rica, hvor vi skal tilbringe de næste tre uger godt og vel. Efter seks uger med en temperatur på 30+ grader, landede vi i Costa Rica til regn og 25 grader, så det var lige før vi begge synes det var en lidt kold ankomst. Dog har Costa Rica efterfølgende givet os varmere temperaturer og solskin, så vi klager ikke. På vej ud af lufthavnen fik vi hævet penge, købt et SIM-kort så vi har et lokalt nummer og lidt internet, og derefter gik turen mod biludlejningsselskabet, hvor vi havde lejet en bil for de kommende tre uger. Efter gennemgang og udlevering af bilen (og Thomas havde fået forhandlet en køletaske med uden beregning) satte vi GPS’en mod Manuel Antonio – en lille by ved Stillehavet – og med en tre timers køretur foran os, var det kun lige at vi kunne nå frem inden det blev mørkt. I starten kørte vi på nogle små, snoede og halvdårlige veje, men kort efter nåede vi hovedvejen og derfra blev forholdene meget bedre. Vi kørte i flot og storslående natur i alle nuancer af grøn, gennem betalingsanlæg og over flere floder, hvor Julie spottede en krokodille i farten. Vi så også Stillehavet for første gang i vores liv. Vi nåede lige akkurat frem til vores hotel for de næste tre nætter, som det blev mørkt. 

Det er regntid mens vi besøger Costa Rica, og den første morgen vågnede vi op til silende regn, som var startet allerede kl. 3 om natten. Vi kiggede begge på hinanden, og håbede trods alt ikke at det ville fortsætte sådan hver dag i de kommende uger. Til trods for regnen var det stadig lunt, og vi var klar til oplevelser, så vi tog regnjakkerne på og kørte mod Manuel Antonio Nationalpark. Intet mindre end omkring 27 % af Costa Ricas samlede areal er betegnet som nationalparker eller naturreservater, og de går meget op i at sikre at turismen foregår på en bæredygtig måde for at værne om deres natur. Uden for parken var der mulighed for at leje en guide, som kunne fortælle om flora og fauna og hjælpe med at spotte de mange dyr der bor i parken, men da det var regnvejr, havde vi fået fortalt at mange af dyrene gemmer sig, så vi besluttede os for bare at gå en tur selv, og se om vi kunne være heldige at spotte nogle dyr. Vi gik gennem parken og tog alle de afstikkere der var til forskellige udkigspunkter samt til et vandfald. Allerede kort efter vi var kommet ind i parken, spottede Thomas en stor abe der sad øverst i et træ og så meget betuttet ud i regnvejret. På turen videre så vi også små hjorte, senere i sumpen så vi nogle seje krabber, der var helt røde og blå. Vi så også agutier (en gnaverart), masser af kolibrier og flere forskellige aber. Vi kom gennem masser af smuk natur med mange højdemeter og hårdt terræn. Mens vi gik her, begyndte det så småt at blive tørvejr. Efter en god vandretur rundt i hele parken, kom vi med trætte ben tilbage til hovedstien og havde bare turen ud af parken tilbage. Her spottede Julie det sidste dyr, som vi så gerne ville se på vores besøg i nationalparken – nemlig et dovendyr. I et ellers meget nøgent træ sad den højt oppe mellem to grene. Den sad helt stille, og drejede kun hovedet fra tid til anden. Den var virkelig rolig (doven) og sød – og overraskende stor i forhold til hvad vi havde forestillet os. Vi kom tilbage til bilen efter en vandretur på omkring 4 timer uden pauser (mad og drikke var blevet indtaget gående), så 14 km og mange højdemeter senere, var vi godt trætte. Resten af dagen blev derfor brugt på en kølig dukkert i poolen hjemme på det lille hotel, lidt praktik og blogoplæg efterfulgt aftensmad på en lækker falafelbar lidt nede ad vejen. 

Vi vågnede op til en ny dag – uden regn. Så efter at have fået morgenmad og pakket tasken, gik turen mod Los Compesinos, som (efter hvad vi havde læst) skulle være et mindre besøgt privat naturområde med hængebroer. Da vi satte GPS’en beregnede den en køretur på 26 km, som skulle tage lige akkurat én times kørsel. Vi synes det lød af lang tid for de kilometer, men da vi havde knap 10 km tilbage af ruten, kørte vi af asfaltvejen og ind på en noget bumpet grusvej. Efter at have kørt der lidt, kom vi til en lille by (eller i hvert fald en samling huse), og derfra blev vejen kun mere vild. Det gik af smalle grusveje, over små broer og vandløb, op og ned, og vi blev flere gange meget glade for, at vi har valgt en bil med både automatgear og firhjulstræk. Det var den smukkeste tur, og vi kunne slet ikke forstå, at der kunne ligge en vej, hvor vi lige havde kørt. Vi kom endelig frem til en lille reception, hvor vi på vores bedste spansk (da damen ikke talte engelsk) fik købt en billet til parken.

Det første der mødte os efter vores ankomst, var synet af den ene hængebro: 112 meter lang og 37 meter over jorden, og vi var vist begge lidt overraskede over hvor meget den egentlig gyngede, da vi trådte ud på den. Vi kom ud på broen, og det var virkelig flot. Vi kunne se vandfald, trætoppe og en hængebro længere nede. Og der var masser af både store og små farverige sommerfugle. Vi nød udsigten – både rundt til alle sider og ikke mindst ned. Efter at være kommet over broen, gik vi ad en lille sti midt i den tropiske skov uden nogle andre mennesker i sigte. Herfra kom vi ned til et vandfald, hvor der var en lille hængebro der førte til en anden sti op i skoven. Eller egentlig var der to hængebroer: en gammel (meget slidt og forfalden) og en nyere, så valget var ikke så svært. Efter en god gåtur kom vi til den anden af de to store hængebroer, som var 127 meter lang, 40 meter ned og noget ældre end den første bro. Da vi kom over broen, blev vi mødt af endnu et flot vandfald. Herfra gik vi lidt højere op i terrænet, hvor der var endnu et vandfald med en pool, hvori vi kunne bade. Efter at være blevet kølet af i det kolde, klare vand, gik vi retur over broen, hvor vi nu så masser af dødningehovedaber (som er ligesom Pippi Langstrømpes Hr. Nilsson abe). 

En masse skønne oplevelser senere, kørte vi retur mod Manuel Antonio. På vejen besluttede vi os for at køre lidt ud i det blå, og vi endte ved stranden Playa Espadilla. Allerede da vi nærmerede os stranden, stod der folk og ville have os ind på en p-plads (mod betaling), men vi kørte videre forbi. Da vi kom forbi dem, kørte vi langs stranden, og vi kunne her se, at folk blot parkerede i vejkanten – så godt vi ikke havde holdt på betalingsparkeringen som endda var længere væk. Vi har allerede oplevet mange gange i Costa Rica, at man skal betale for parkering. Nogle gange er det den eneste mulighed (bl.a. hvis det er på privat grund), men mange gange er der nogen der bare stiller sig i vejkanten tæt ved en aktivitet med en gul refleksvest og vinker dig ind, hvorefter du så skal betale et mindre beløb for parkering mod at vedkommende holder øje med din bil (vi har hørt, at der i Costa Rica kan være problemer med tyveri fra biler). Kører man forbi, kan man dog oftest holde gratis 100 m længere henne. Vi parkerede i vejkanen som så mange andre, og vi gik kort ned på stranden, hvor vi så nogle enkelte surfe og mange der lå og slappede af langs den lange, men smalle strand ved siden af vejen. På køreturen hjem så vi masser af aber komme kravlende på el-ledningerne over vejen. 

Vi var blevet så vilde med falafelbaren fra aftenen forinden, at vi slet ikke var i tvivl om, at sidste måltid i Manuel Antonio skulle indtages selv samme sted, inden turen i morgen går længere ned ad Costa Ricas stillehavskyst til byen Uvita.